Aktuelles Land wechseln?

Generelle salgs- og leveringsbetingelser

VI SÆLGER OG LEVERER

udelukkende i henhold til nærværende salgs- og leveringsbetingelser og udelukkende til erhvervsdrivende. Betingelserne gælder for alle forretningsforhold med vores kunder, medmindre andet er skriftligt aftalt; betingelserne gælder også for mundtlige aftaler.
Leveringsbetingelserne gælder for såvel den nærværende aftale som alle fremtidige aftaler og transaktioner. Kunden frafalder samtidig egne generelle eller individuelle betingelser, og kundens egne forretningsbetingelser (herunder købs- salgs- og leveringsbetingelser) kan ikke gøres gældende stiltiende eller ved levering men skal bekræftes skriftligt; tilsvarende gør sig gældende i tilfælde af enhver anden afvigende aftale for hver individuel transaktion.

1. PRISER

Priserne i vores prislister er ikke bindende; de udgør ikke et tilbud. Aftalte priser er ikke bindende for senere ordrer. De er baseret på lønniveauet og leveringsomkostningerne på tidspunktet for kontraktens indgåelse. Hvis der før leveringsdatoen opstår ændringer, er vi berettiget til at justere priserne tilsvarende, såfremt der forløber en periode på mere end fire måneder fra aftaleindgåelse til levering. Hvis prisstigningen udgør mere end ti procent af den aftalte pris, er kunden dog berettiget til at træde tilbage fra aftalen. Alle priser er ab fabrik og er eksklusive den til enhver tid gældende moms. Køber skal betale for forsendelse og emballering, medmindre det er aftalt, at køber selv afhenter det solgte. Særlige leveringsmuligheder (ekspreslevering, ekspresfragt, luftfragt) anvendes kun efter anmodning fra køber og skal også faktureres særskilt.

2. BETALINGSBETINGELSER

Medmindre andet aftales, skal enhver faktura forudbetales inden afsendelse af varen. Kontante rabatter bortfalder i det omfang, at der på tidspunktet for betaling foreligger krav, for hvilke betalingsterminen er overskredet. Med enhver manglende betaling skal kunden betale renter af det udestående beløb svarende til 8 % over den officielle udlånsrente. Vi forbeholder os dog retten til at kræve erstatning eller kompensation i tilfælde af forsinket betaling. Betaling med checks eller veksler forudsætter, at betalingsgiver betaler alle omkostninger og bankudgifter forbundet hermed. Kunden kan kun betale med veksler, hvis dette er forudgående aftalt. Vi er ikke forpligtet til uden ophold at forfølge eventuelle krav eller at gøre indsigelse. Omstændigheder som forringer købers kreditværdighed eller udgør en væsentlig forringelse af købers økonomiske formåen (f.eks. manglende betaling af forfaldne krav for leverede varer og ikke-indløste checks eller veksler) berettiger os til straks at kræve betaling for leverede varer og til alene at gennemføre udestående ordrer individuelt mod forudgående betaling. Vi er desuden berettigede til at kræve, at videresalg af varer omfattet af ejendomsforbehold ikke må ske. Kunden er ikke berettiget til at foretage tilbageholdelse, medmindre andet er udtrykkeligt aftalt, såfremt det ikke udspringer af samme kontraktforhold. Modregning kan af køberen kun foretages, såfremt modkravet er fastlagt ubestridt og på en juridisk bindende måde.

3. EJENDOMSFORBEHOLD

Vi bevarer ejendomsretten til de leverede varer, indtil fuld betaling i henhold til forretningsforholdet har fundet sted. Kunden er berettiget til at videresælge varerne som led i sædvanlige forretningsmæssige transaktioner imod kontant betaling eller med ejendomsforbehold; kunden er ikke berettiget til på nogen anden måde at skaffe sig af med varerne, herunder ved sikkerhedsstillelse eller pantsætning af varerne. Med virkning fra videresalgstidspunktet indtræder vi i samtlige kundens krav og rettigheder mod erhververen i anledning af videresalget - inklusiv krav udspringende af veksler. Vi accepterer denne overdragelse af krav. Såfremt varerne videresælges af kunden sammen med varer fra tredjemand til én samlet pris, indtræder vi alene i rettighederne for et beløb svarende til den pris, som vi har faktureret for de varer der videresælges. Tilsvarende indtræder vi i ethvert krav, som kunden måtte have mod erhververen som følge af videresalget med et beløb svarende til, hvad vi har faktureret for de videresolgte varer.  Overdragelsen af krav finder sted til det beløb, som vi har faktureret de videresolgte varer. I tilfælde af kundens betalingsmisligholdelse eller i tilfælde af forringelsen af kundens økonomi eller kreditværdighed, som det er omtalt under pkt. 2, skal vi til dækning af vores tab og uagtet vores ret til at gøre yderligere krav gældende være berettiget til at kræve tilbagelevering af varerne; dette påvirker ikke i øvrigt kundens forpligtelser i henhold til salgsaftalen. Kunden skal give sælger adgang til de varer, der er omfattet af ejendomsforbeholdet, og som fortsat er i kundens besiddelse. Kunden er forpligtet til at holde varerne adskilt fra kundens øvrige varer og i øvrigt mærke varerne således, at det fremgår, at disse er omfattet af et ejendomsforbehold i vores navn. Vi er berettiget til selv at videresælge pågældende varer efter først at have fastsat en påkravsfrist. Hvis realisationsomkostningerne ved et sådant salg af varerne overstiger det opnåede provenu ved salget, krediterer vi differencen. Hvis værdien af varerne overstiger vores krav med 20 procent eller mere, frigives den del af sikkerheden som overstiger kravet efter anmodning fra kunden. Kunden skal informere os om tredjemands eventuelle adgang til varer, som er solgt med ejendomsforbehold, eller om de krav, der er overdraget til os og især i tilfælde hvor der træffes foranstaltninger med henblik på tvangsrealisation. Kunden skal for egen regning bistå os ved en eventuel tvangsfuldbyrdelses- eller tilbagetagelsesforretning.

4. LEVERINGSTID

Leveringstider omtalt i pristilbud er ikke bindende. En oplyst leveringstid beregnes fra den dag, ordren godkendes endeligt. Oplyste leveringstider er alene vejledende, medmindre disse udtrykkeligt og skriftligt er angivet som "faste datoer". En aftalt leveringsperiode skal udskydes forholdsmæssigt i tilfælde af force majeure og andre uforudsigelige omstændigheder, såsom f.eks. opstand, krig, blokade, strejke, leveringsumulighed og driftsforstyrrelser. Kunden kan kun gøre erstatningskrav som følge af misligholdelse gældende, såfremt kunden beviser at der er udvist grov uagtsomhed eller forsæt.

5. RISIKOOVERGANG

Kunden overtager risikoen for varerne, så snart disse forlader lagerbygningen eller andet aftalt opfyldelsessted (dette gælder også hvis der er aftalt forudbetalt fragt), eller, hvis køber afhenter varerne, så snart varerne af os oplyses at være klar til levering eller afhentning. Det samme gælder, hvis leveringsstedet ikke er opfyldelsesstedet. Alle forsendelser og returneringer foretages for kundens risiko.

6. VÆSENTLIGE MANGLER / KRAV BASERET PÅ MANGLER

6.1          Kvaliteten og brugen af en vare, som kan forventes af kunden, er fastlagt i supplerende dokumenter (brugervejledning/installationsguide og data ark). Disse dokumenter (brugervejledning/installationsguide og data ark) kan downloades fra vores hjemmeside. Derudover tilvejebringer vi disse til vores kunder efter forespørgsel. Brugsmåden såvel som kvaliteten/udseendet af vores produkter overstiger ikke beskrivelserne i de supplerende dokumenter (brugervejledning/installationsguide og data ark). Såfremt en leverance er mangelfuld, kan vi vælge at foretage reparation eller omlevering.

6.2          I det omfang vi måtte være forpligtet til som led i reparation eller omlevering at bekoste demontage af det mangelfulde produkt og/eller genmontage af det reparerede eller udskiftede produkt, forbeholder vi os ret til i hvert enkelt tilfælde at beslutte om dette af omkostningsmæssige grunde ønskes foretaget af os  selv eller på vor foranledning. Uafhængigt heraf kan vi dog afvise at afholde sådanne omkostninger, hvis demontage og genmontage måtte være forbundet med uforholdsmæssige omkostninger.

6.3          Hvis resultatet af reparation eller omlevering ikke er tilfredsstillende, kan kunden som udgangspunkt vælge mellem forholdsmæssigt afslag eller ophævelse af kontrakten. Kunden har ikke ret til at hæve i tilfælde af marginal manglende overensstemmelse med kontrakten, især ikke hvad angår marginale defekter. Der kan ikke ske omlevering eller reparation, hvis dette af os skønnes at være uforholdsmæssigt byrdefuldt for os eller kunden.

6.4          Kunden er forpligtet til at undersøge varerne senest tre dage fra modtagelsen. Mangler som burde være opdaget som led i passende undersøgelser af varerne skal være påberåbt senest 8 dage efter levering, og skjulte mangler eller mangler, der i øvrigt ikke burde være opdaget som led i en passende undersøgelse af varerne, skal påberåbes senest 8 dage fra manglen burde være konstateret. Reklamation anses for rettidig ved forsendelse af varerne inden for de anførte frister.

6.5          Kunden bærer den fulde bevisbyrde for mangler, tidspunktet for konstateringen heraf og for rettidig reklamation. Mangelsindsigelser er udelukket for brugte varer. Kræver kunden erstatning efter forgæves forsøg på reparation eller omlevering, skal varerne forblive hos kunden, hvis dette er rimeligt. Erstatningen er beløbsmæssigt begrænset til forskellen mellem købesummen og værdien af den mangelfulde vare. Dette gælder dog ikke hvis vi forsætligt, groft uagtsomt eller svigagtigt har misligholdt aftalen. Berettigelsen af øvrige erstatningskrav fremgår af pkt. 7. Ethvert krav i anledning af mangler skal af kunden påberåbes senest et år efter leveringen af varerne. Dette gælder dog ikke såfremt en længere, præceptiv frist er foreskrevet ved lov. Enhver adgang for entreprenøren til at gøre krav gældende skal ligeledes forblive upåvirket. Ophævelse og afslag er udelukket efter udløbet af førnævnte frist. Den samme frist gælder for konkurrerende krav opstået uden for kontraktforhold.

7. ANSVAR

7.1          Følgende ansvarsfraskrivelse og ansvarsbegrænsning gælder også for handlinger uden for kontrakt, dersom disse konkurrerer med kontraktuelle krav.
Krav for skader og godtgørelse af omkostninger fremsat af kunden, desuagtet den juridiske årsag, særligt i henhold til brud på forpligtelser relateret til kontraktuelle forhold, udelukkes.

7.2          Udelukkelsen omfatter ikke:

- enhver skade forvoldt af os forsætligt eller ved grov uagtsomhed

- i det omfang vi har afgivet egentlig garanti for produktets beskaffenhed eller holdbarhed,

- såfremt erstatningspligten er fastslået ved ufravigelige lovbestemmelser,

- tilfælde af simpel uagtsomhed angående enhver skade som resultat af en krænkelse forårsaget af skader på liv, legeme eller helbred, såvel som enhver skade som resultat af en krænkelse af en materiel kontraktuel forpligtelse - underkastet de følgende bestemmelser. Materielle forpligtelser er defineret ved, at deres udførsel foranlediger gennemførelsen af kontrakten og ved, at kunden kan være afhængig heraf.

I tilfælde af en krænkelse af en materiel forpligtelse forårsaget ved simpel uagtsomhed af os, er vores ansvar - bortset fra skader på liv, legeme eller helbred - begrænset til typiske, og på tidspunktet for indgåelsen af kontrakten eller krænkelsen af forpligtelsen overskuelige, skader.

7.3         Hvis kunden er en forhandler eller en entreprenør, begrænses adgangen til retligt at forfølge skader i tilfælde af vores simple uagtsomhed til 3 måneder - efter at kravene er blevet afvist af os eller vores forsikringsselskab - med meddelelse til os respektive vores forsikringsselskab. Vi, eller vores forsikringsselskab, vil gøre opmærksom herpå over for kunden i forbindelse med afvisning af kravene.

Disse udelukkelser og begrænsninger gælder også i forhold til vores ansvar for vores egne organer, medarbejdere og agenter såvel som for vores organers, medarbejderes og agenters personlige ansvar. 7.47.

7.4          Vores ansvar er begrænset til EUR 100.000 i tilfælde af skade forvoldt ved grov uagtsomhed af vores agenter, som ikke er juridiske medarbejdere eller manager personale.

7.5          Disse udelukkelser og begrænsninger finder ikke anvendelse i det omfang, at risikoen er dækket af en ansvarsforsikring. Derudover finder de ikke anvendelse i det omfang, at kravene er baseret på produktansvarsloven, såfremt vi er ansvarlige for personlig skade eller ejendomsskade i henhold til præceptive bestemmelser herom i produktansvarsloven.

8. RETURRET

Der ydes ikke returret, medmindre andet er skriftligt aftalt. Ekspeditionsgebyrer kan blive opkrævet for returnering.

9. ØVRIGE VILKÅR

Nærværende aftale er underlagt dansk lovgivning. Enhver kunde, når denne er en forhandler, en juridisk person der er undergivet offentlig ret, eller en offentlig separat enhed, er underlagt dansk værneting, nærmere bestemt Kolding, Danmark. Det samme gælder, såfremt kunden ikke har en kompetent domstol i Danmark, eller hvis bolig eller midlertidigt opholdssted på tidspunktet for påbegyndelse af handling er ukendt. Vi er dog berettiget til at forelægge en sag ved en domstol med jurisdiktion over kunden. Hvis kunden er en forhandler, juridisk enhed af offentlig ret eller i øvrigt særligt er underlagt offentlig ret, er leverings- og betalingsstedet samt stedet for indbringelse af mangelindsigelser Kolding, Danmark. Enhver ændring eller tilføjelse til nærværende aftale, såvel som en eventuel tilbagekaldelse af aftalen, skal være skriftlig. Et enkeltstående vilkårs ugyldighed medfører ikke, at aftalen i øvrigt er ugyldig. Ugyldige vilkår skal for så vidt muligt søges erstattet eller suppleret af andre vilkår, som er nærliggende disse.

Gælder fra 02.2018